Kontaktperson for forældre til mistede hjertebørn

 

Majbritt Hansen Tlf.: 97 40 67 70 majbritt@hjertebarn.dk

 

Jeg hedder Majbritt Hansen, er 32 år, bor i Mejrup lidt uden for Holstebro med min mand Jan og vores 2 børn, Jesper på 3 og Sarah på 5 år.

I 1999 mistede vi vort første barn, Jacob. Jacobs hjertesygdom blev opdaget, da han var 5 uger gammel. Diagnosen var kardiomyopati og da han meget akut blev indlagt i Skejby, gav lægerne ham ikke mange chancer for at overleve. Men Jacob var stærk og kæmpede sig ud af krisen efter en uge på intensiv afdeling. Medicin stabiliserede ham og nu skulle tiden vise, om Jacob kunne vokse sig fra sin sygdom. Men da han var 4 måneder og til rutinescanning i Skejby, mente lægerne at tiden var inde, til at sætte Jacob på venteliste til en hjertetransplantation, ingen troede længere på, at han kunne vokse sig fra sin sygdom. Ventetiden var svær, personsøgeren fulgte os døgnets 24 timer, vi havde svær ved at forstå, at vor søn var så syg, havde svær ved at gå og vente på, at et andet barn skulle dø, så vort barn kunne leve, var bange for operationen…. Mange svære tanker fulgte, men personalet på Skejby og Herning Sygehus var utrolig gode til at lytte og støtte os. Ugerne gik, Jacob havde gode tider og dårlige tider, han kæmpede en brav kamp og var alligevel en glad, smilende og pludrende lille dreng. Den 2. Juni 1999 opgav Jacob kampen mod ventetiden. Han havde været indlagt en uge på intensiv på Skejby sygehus, da han til sidst ikke havde flere kræfter at kæmpe med. Han lå i respirator  da hans puls pludselig faldt, der var ikke mere at gøre for Jacob, han kom over i mine arme og sov stille og fredfyldt ind – 9 måneder gammel.

Det var en frygtelig tid, der fulgte. Sorgen og savnet fulgte os 24 timer i døgnet. Familie og venner var en fantastisk støtte, ligesom personalet fra både Skejby og Herning sygehus.  Men ingen kunne jo give mig min søn tilbage og det føltes som om det sorte hul kun blev dybere og dybere. Jeg fik kontakt med 2 andre mødre, som også havde mistet et  lille hjertebarn. Det var utrolig dejlig at tale med nogen, som virkelig forstod, hvordan jeg havde det, nogen som hele tiden kunne nikke genkendende til det jeg fortalte, nogen som kunne forstå min magtesløshed og følelse af svigt, nogen som igen og igen lyttede til den samme historie.

Ingen tvivl om, at ens nærmeste familie og venner er en uundværlig støtte, men den største forståelse var afgjort, fra dem, som selv havde prøvet det på deres egen krop. De 2 andre mødre blev også et forbillede for mig, et forbillede på, at man godt kunne finde tilbage til livet igen, og endda til et godt og lykkeligt liv. De gav mig også et håb om, at jeg en dag kunne hjælpe andre, som de har hjulpet mig.

Der er nu 6 år siden Jacob døde. Solen er kommet tilbage i vort liv, ikke mindst på grund af Jacobs 2 søskende. Jeg føler nu, at jeg er kommet så langt i mit liv, at jeg nu har overskud og kræfter til at hjælpe andre forældre, og derfor har jeg nu sagt ja, til at blive kontaktperson for forældre til mistede hjertebørn. Jeg kan ikke gøre noget for at mildne sorgen og savnet, men jeg kan lytte og fortælle, hvordan jeg selv er kommet igennem den store sorg at miste et barn.